Jeg husker den tydeligt. Euforien over at være taget et stort skridt. At skulle indrette en ny tilværelse. Helt selv. Stille møblerne, så de nye vægge kom til at virke som hjemlige rammer. Lade fødderne gå på uvante stykker af fortov. Afprøve nye færdigheder, som hidtil havde været klaret uanset, hvad min indsats havde bidraget med. Indkøb, madlavning, vasketøj, rengøring. Opvasken. Nu eller senere? Euforien over at være flyttet hjemmefra. Den nye tilværelse virkede spændende og eksotisk. Verden var åben for mine fødder.
Jeg gik på psykologistudiet på Københavns Universitet. Et studie, som jeg havde glædet mig til at fordybe mig i. Et studie der bar på fremtidsdrømme og håb for et spændende arbejdsliv foran mig. Hvad jeg ikke havde forudset var den længsel, der rislede mig koldt ned af ryggen, når dagens eneste forelæsning var færdig, og det levende hav af mennesker, der havde skyndt sig ind i forelæsningssalen, nu langsomt sev ud af bygningen. Som tidevandet, der trækker sig tilbage. Jeg mindes, at stå dér ved min cykel. Spejdende efter en holdkammerat. Ønskende at samtalen om, hvad man nu skulle resten af dagen, kunne vare bare lidt længere. Jeg satte mig op på cyklen med tanken om, at der ville gå over 24 timer, før jeg skulle tale med nogen igen.
Måske var det lige dér i det øjeblik, at jeg tog de spæde skridt ind i en voksen verden. Som det lille barn, der vaklende afprøver om benene nu holder, hvis man slipper taget i bordkanten. Forbeholden, men prøvende. Ihærdig, men skrøbelig. Overgange i livet, som uundgåeligt giver sår på knæene, ridser i selvforståelsen og ryster fundamentet, man står på, ind til at jorden pludselig føles sikker og tryg at begå sig på igen.
For mig var dét at flytte hjemmefra en naturlig tilføjelse til min ungdom. Jeg gjorde dét, som andre på min egen alder også gjorde. Sådan er det ikke for alle.
Jeg møder ofte mennesker i mit arbejde, som fortæller mig om, at dét at blive voksen sneg sig ind mellem leg, bamser og vokseværk. For nyligt havde jeg med en ung kvinde i terapi. Hun fortalte mig, at hun som barn havde fået til opgave at passe sin yngre bror, mens forældrene tog væk fra hjemmet. Det værste for hende var, at hun ikke vidste, hvornår forældrene ville komme tilbage – eller endnu værre, om de overhovedet kom tilbage. Oplevelsen strækker sig som lange tråde til nutiden, hvor en stor utryghed til stadighed gør jorden under hende svær at træde på. Hvem kan man stole på? For kvinden var overgangen til voksenlivet en ufrivillig, barsk og svær del af hendes opvækst. En underlig blanding af barnets uskyld og den voksnes ansvarlighed gør det svært at udvikle en stærk fornemmelse af sig selv og egne behov.
Og hvad har det så af betydning, hvornår man egentlig blev voksen? Tidspunktet er muligvis mindre vigtigt for dem, der langsomt og gradvist vænner sig til de nye betingelser og forpligtelser i livet på et tidspunkt, hvor legen og barnligheden naturligt har sluppet sit tag. For kvinden og mange andre med lignende oplevelser kan tidspunktet for, hvornår man egentlig blev voksen fortælle mere end ved første øjekast. Tidspunktet fortæller noget om, hvad der er skygget for i udviklingen fra barn til voksen. For nogle har alvoren og ansvaret skygget for friheden. For andre er der skygget for tilliden til andre og verden. For andre igen er de blevet frarøvet legen og spontaniteten. For mange med en svær opvækst bag sig kan tidspunktet betyde, at voksenlivet nu handler om insistere på at vinde friheden, tilliden, håbet og legen tilbage i deres liv. I tidspunktet ligger en vigtig viden om, hvad der blevet svigtet, som bør lyttes til og tages alvorligt – selv mange år efter. På den måde kan tidspunktet være nøglen til at genfinde sig selv. Som barn, som voksen og som voksen på ny.
Gode tanker fra
Emilie
